Lokalt Sundhedshus nu!
Som opstillet kandidat for Socialdemokraterne i Valby gennem mange år har jeg truffet mange borgere i lokalområdet, der efter en tur på hospitalet har manglet en god rehabilitering (efterbehandling). Det handler om at genskabe en meningsfuld tilværelse og sikre det bedst mulige fysiske, psykiske og sociale niveau for personer, som er ramt af sygdom.
Det er dokumenteret, at rehabilitering øger patienternes tilfredshed og livskvalitet. Det er også dokumenteret, at rehabiliteringsprogrammer kan reducere dødeligheden af f.eks. hjertesygdom med 35 % og risikoen for ny blodprop med 29 %.
Det anbefales normalt, at rehabiliteringsprogrammer omfatter patientinformation og undervisning, fysisk træning, støtte til rygestop, støtte til kostomlægning, psykosocial støtte, optimeret medicinsk behandling samt risikofaktorkontrol, klinisk opfølgning og vedligeholdelse af ændret livsstil.
Disse tilbud skal gives i lokalområdet, hvor borgerne bor. I forvejen er de mennesker ikke så mobile og har brug for den tryghed, der er ved at blive behandlet tæt på deres bopæl. Derfor kan det ikke vente i flere år på at vi får et sundhedshus i Valby med relevante tilbud. Med vedtagelsen af sundhedsloven fik regioner og kommuner et tydeligt ansvar for fysisk genoptræning, mens sundhedsloven ikke forholder sig tydeligt til spørgsmålet om andre rehabiliteringselementer.
Sundhedsloven taler kun om såkaldt patientrettet forebyggelse, dvs. at regioner og kommuner skal forhindre at bl.a. hjertekarpatienter bliver endnu mere syge eller syge igen.
Generelt gælder det, at regionerne har ansvaret for den patientrettede forebyggelse under indlæggelse, mens kommunerne har ansvaret i øvrigt.
Hvad og hvor meget der skal gøres er imidlertid helt op til den enkelte region og kommunalbestyrelse. Hvis jeg bliver valgt, vil jeg arbejde for at patienternes vilkår bedres på dette område.
Manglende rehabilitering er et ”smertens barn” i forbindelse med sundhedsreformen. Der er mange eksempler på, at hjertekarpatienter som bliver udskrevet fra et sygehus ikke får den nødvendige opfølgning i deres hjemkommune.
Hjerteforeningen lavede i februar 2009 en undersøgelse, Hjertepatienters brug og oplevelse af rehabilitering, der viste, at kun 3 % af hjertepatienterne havde deltaget i et fuldt rehabiliteringsforløb.
Rehabilitering er hul i sundhedsloven, der gør, at mange hjertepatienter ikke får den nødvendige efterbehandling og falder mellem ”to stole”, når de bliver udskrevet fra et sygehus.
Jeg vil arbejde for, at både kommuner og regioner prioriterer rehabiliteringsindsatsen, herunder økonomisk, at de har ordentlige rehabiliteringsprogrammer og har helt klare aftaler om overgangen af patienter mellem sygehus og hjemkommune.