Vi skal have et lige samfund, hvor velfærden kan vokse
Siden VKO-flertallet trådte til er antallet af rige personer steget i Danmark – det samme er antallet af fattige desværre også. Hvor Danmark i 2001 havde det laveste antal fattige i Europa er vi ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd rykket ned på en 11. plads. Gruppen af fattige personer er vokset med 108.000 og sammenligner vi os med de andre europæiske lande er det kun Letland, der har haft en større stigning. Vi har altså EU-sølvmedalje i fattigdomsvækst.
Betyder det så noget? Skal vi ikke lade være med at misunde de folk, der har klaret sig godt? Danmark er jo et velfærdssamfund og der er ingen, der dør af sult.
Mit svar er ja – det betyder noget. Jeg misunder ikke folk, der klarer sig godt. Jeg kan godt leve med, at andre har større bil eller et større hus end jeg. Men jeg kan ikke acceptere, at vi har børn i Danmark, der ikke kan gå til fodbold, fordi deres forældre ikke har råd til sportstøj og klubmedlemskab. Børn der ikke kan holde fødselsdag fordi forældrene ikke har råd. Børn der ikke kan komme med kammeraterne i biografen eller forlystelsesparken, fordi forældrene bare ikke har pengene til det.
Jeg kan heller ikke acceptere, at der er mennesker, der ikke kan få deres hverdag til at hænge sammen, fordi de uden egen skyld er blevet arbejdsløse eller syge. Som ikke har råd til at købe mad af ordentlig kvalitet og ikke kan besøge kær familie, hvis disse bor langt væk, fordi de ikke har råd til togbilletten. Familier som ikke har råd til at betale de udgifter, der hører med, hvis deres børn vil tage en uddannelse.
Den stigende ulighed skaber en gruppe mennesker, som er udenfor. Det er ikke sundt for hverken dem eller samfundet. Og det er frem for alt helt unødvendigt.
Jeg ønsker det solidariske velfærdssamfund, som altid har været socialdemokratisk hjerteblod. Et land ”hvor få har for meget og færre for lidt. Lande med en stor grad af lighed er kendetegnet ved at være gode og trygge samfund. Det er lande, hvor man ikke behøver at være bange for at gå på gaden og hvor man ikke behøver at barrikadere sig bag pigtråd og vagter, som er hverdag mange andre steder i verden.
Jeg ønsker et samfund, hvor alle skal bidrage – men hvor alle også har lige muligheder for et godt og værdigt liv. Et samfund, hvor alle har råd til at uddanne sig, så samfundet får glæde af alle de kloge hoveder. Et samfund, hvor det ikke er en økonomisk katastrofe at blive fyret, så kræfterne kan bruges på at finde nyt arbejde.
Hvis VKO fortsætter vil uligheden fortsætte med at vokse. Derfor skal vi have en ny regering. NU!