Tænk hvis min bank var en bevægelse

Af Mette Reissmann den 8. november 2014

Alle kan ende i økonomisk uføre. Bunken af rudekuverter som ikke bliver betalt er i stadig vækst. Det viser tal fra RKI. Antallet af dårlige betalere stiger og stiger.
På listerne står der folk både i Hjørring, Thyborøn, Tønder, København og Hellerup.

Det er arbejdsløse og folk i arbejde, med korte og lange uddannelser. Det er pludselige livskriser og efterdønninger fra finanskrisen, der slår til nu. Arbejdsløshed og fastfrysning af boligmarkedet. To boliger. Sygdom og skilsmisse. Selvom man godt kan se, at man styrer mod afgrunden, kan man ikke ændre kursen. Man gør som strudsen; lukker øjnene og åbner ikke regningerne. Så går det galt. Jeg har som tidligere vært på Luksusfælden mødt mange af dem.

Og bankerne er langt væk, når kunderne beder om hjælp for at komme på fode igen. Bankerne taler om socialt ansvar, men de har svært ved at sætte handling bag deres fine ord.

Det behøver ikke at være sådan; for tænk hvis..

Tænk, hvis banken opfattede mig som en del af et netværk og ikke bare som kunde.

Tænk hvis Banken ville spille med mig, hvis jeg kom i vanskeligheder; ikke mod mig. Selvfølgelig skal banken have penge tilbage, hvis jeg har lånt nogle, men banken ville tænke længere end sine egne penge, f.eks. ved at hjælpe mig med ordentlig rådgivning, hvis det kunne nytte, eller ved at sætte mig i forbindelse med andre kunder, der kunne hjælpe.

Sådan tænker banker ikke. Endnu. Hvornår kommer der en bank, hvis formål er at hjælpe almindelige kunder til en sund økonomi i stedet for kun at hjælpe sine aktionærer til et øget afkast? Den første bank som gør det, vil få enorm sympati og dermed succes.

Tænk hvis Banken ville gøre mig til partner. Den ville ikke sælge dyre lån, smarte konti og investeringspakker til mig, men sætte sig sammen med mig for at finde ud af, hvordan min økonomi kunne forbedres. Særligt hvis jeg kommer ud for noget uforudset.

Tænk, hvis min bank hjalp mig, så det kunne mærkes. Jeg ville fortælle det til familie, venner og kolleger, og jeg ville skrive det på Facebook og Twitter. Dermed ville banken blive en bevægelse. Jeg ville ikke bare være kunde; jeg ville være en del af bevægelsen.

Sammenlign med Apple Computer. Det firma er en bevægelse, for når en Mac bruger har et problem, er der altid andre Mac-brugere, der er villige til at hjælpe. Apples helte er mennesker, der er anderledes; mennesker, der tør forandre verden. Bankens helte kunne være mennesker, der gør en forskel for sig selv og andre ved at have en sund økonomi.

Er det en god forretning for aktionærerne, at banken bliver en bevægelse? Ja, fordi bevægelser har medvind. De har fans, de har sympati, og deres kunder er mere loyale end konkurrenternes. De sælger mere, de har færre klager, og de bruger færre penge på annoncer.

Den gode Bank taler ikke ned til sine kunder, de taler i et forståeligt sprog, har gennemsigtighed i deres priser og gebyrer.  Den gode bank bygger relationer med sine kunder og dermed etablere tryghed hos dem. Og hermed kommer paradokset: Sæt formål over profit og tjen flere penge.

Synes du godt om dette indlæg?

Del det med andre eller "Synes godt om".

Din hjælp er værdifuld

Støt min valgkampagne via Mobile Pay til 61625185.

Eller indsæt penge på min valgkamp konto. Reg.nr. 5327 kontonr. 0511686.