Kandidater med arbejdserfaring foretrækkes

Af Mette Reissmann den 14. juli 2014

I mine knap tre år som folketingsmedlem, er det blevet klart for mig, at arbejdet som folketingspolitiker gøres på 179 forskellige måder. Jobbet er nemlig fyldt med muligheder og deraf også et behov for at prioritere. Man kan bruge kræfterne på journalister, på lovarbejde, på at smede rænker i baglokalerne, på borgerhenvendelser, på læserbreve, på rundvisninger, på forhandlinger, på debatter. Vi kan ikke nå det hele. Derfor spørger jeg engang imellem mig selv: Hvad er egentlig min vigtigste opgave som folketingspolitiker for at kunne opfylde mine vælgers forventning?

Svaret har for mig altid været: Den gode politik, der gør en forskel for danskerne og som også giver mening uden for Christiansborgs mure. Det sidste er ligeså vigtigt, som det første. Før jeg blev valgt ind i Folketinget tilbragte jeg 22 år i erhvervslivet og oplevede ofte konsekvenserne af de regler, der vedtages på Christiansborg. Jeg har prøvet på egen krop når en lov eller en politisk aftale var ude af trit med virkeligheden. Derfor har jeg også en enorm respekt og ydmyghed over for det tillidshverv, vælgerne har givet mig.

Jeg ved, hvor vigtigt det er, at magten bruges fornuftigt og meningsfuldt. Derfor har jeg også fokuseret på at lave politik, der ikke går op i Christiansborgfnidder og politikerdrilleri, men rent faktisk gør en forskel for de mennesker, politikken berører. Og jeg kan tydeligt mærke, at jeg har taget mine 22 års erhvervserfaringer med mig på ind bag Christiansborgs mure.

Desværre har min tid på Christiansborg også lært mig, at det langt fra er alle, der kommer med samme erfaring i bagagen. Faktisk er jeg overrasket over det store antal unge karrierepolitikere, der er på Christiansborg, hvor nogen mest af alt synes at være her for egen skyld – og ikke for de borgere og virksomheders, der har valgt dem ind, skyld.

 

Hvorfor står det ikke i grundloven, at alle folketingspolitikere skal have mindst fem års erhvervserfaring? Indrømmet – det er sat på spidsen. Men det er vigtigt at sætte fokus på, at der er milevidt mellem at være folketingspolitiker med erhvervserfaring og at være det uden. Og vi har brug for politikere, der kender til udfordringerne i den virkelige verden, så vi kan gøre en forskel for de borgere og virksomheder, der hver dag holder hjulene i gang. Vælgerne kan med god grund føle, at de er fjernt fra deres politikere, fordi sidstnævnte ofte ikke ved, hvad der foregår på en almindelig arbejdsplads.

Jeg vil gerne understrege, at det her ikke handler om uddannelse. Det handler om arbejdserfaring. Om man har erfaring som tømrer, jurist eller noget helt tredje er for mig fuldstændigt ligegyldigt. Så længe man som folketingspolitiker har dyppet foden i virkeligheden, på den anden side af Christiansborgs mure og oplevet de udfordringer, der findes her, så tæller det.

Selvfølgelig skal vi også have plads til unge mennesker og de ideer, de kommer med.

Men jeg er simpelthen nødt til at gøre opmærksom på en udvikling, der går i retning af alt for mange, der aldrig har oplevet andet end Christiansborg eller en politisk ungdomsorganisation ender med at bestride tunge politiske poster uden at have stiftet bekendtskab med, hvor stor en indflydelse vi politikere har på en helt almindelig hverdag for børnefamilierne, på sygehusene, i den internationale virksomhed eller hos den selvstændige iværksætter, i skolerne, på plejehjemmene eller på jobcenteret. Den udvikling skal vendes. Derfor foretrækkes flere politikere med arbejdserfaring i Folketinget.

Synes du godt om dette indlæg?

Del det med andre eller "Synes godt om".

Din hjælp er værdifuld

Støt min valgkampagne via Mobile Pay til 61625185.

Eller indsæt penge på min valgkamp konto. Reg.nr. 5327 kontonr. 0511686.