Efterlønnen skal bevares
Det er en myte, at det er forkælede velpolstrede mennesker, der går på efterløn og dermed ”nasser” på samfundet. Ud af de 136.000 mennesker, der er på efterløn er de 65 tandlæger, 47 læger, 228 arkitekter og 220 jurister. Det er først og fremmest a-kasser med ufaglærte med fysisk hårdt arbejde, der går på efterløn, mens akademikerne har langt færre efterlønnere.
Efterlønnere er mere syge end andre på trods af, hvad statsministeren siger. Når man er 60 år i Danmark, er restlevetiden for en efterlønner 20, 4 år versus en person i arbejde, hvor restlevetiden er 22,7 år. Med andre ord betyder det, at en efterlønner har en overdødelighed, når han eller hun er mellem 60-64 år end andre, der er i arbejde. Hvorfor er det sådan? Gruppen består primært af ufaglærte og faglærte (83 %). De har en større risiko for at blive ramt af flere forskellige sygdomme. Hjertesygdomme og kræft er 10 % større end hos dem, der arbejder. Psykiatrisk diagnose er over dobbelt så stor og brugen af lægemidler for psykiske sygdomme er 20 % større. Det handler om social ulighed, som der gennem de seneste 40 år har fået lov at vokse sig større.
De fleste, der har et arbejde, vil gerne beholde en tilknytning til arbejdslivet og kolleger, medmindre de er slidte eller helt nedslidte. Jeg mener, at alle, der kan arbejde, skal arbejde, men der vil altid være en strid om, hvor grænsen går. 20 % af alle i arbejdsfør alder står uden for arbejdsstyrken. Det gør de, fordi de er for dårlige til at arbejde. Mange af deres sygdomme kan enten forebygges eller helbredes, hvis man vil prioritere sundhed og forebyggelse. Mange sygdomme er også arbejdsmiljø betingede både psykisk og fysisk.
Psykisk nedslidning er seniorernes største problem. Alle arbejdspladser skal hele tiden forandre sig og øge produktiviteten. Uanset om det er på uddannelsessteder, i sundhedsvæsenet eller på produktionsvirksomheder. Forandringskrav rammer alle. For 1/3 af de 800.000 mennekser, der står uden for arbejdsmarkedet på kontanthjælp eller lign. er årsagen ofte stress. Det er ikke alle, der kan klare kravene til at være forandringsparate over for nye viden, processer eller hastighed i produktionen. Arbejdsgiveren inddrager ikke lønmodtagerne i de påkrævede forandringsprocesser, og mange mister gejsten og føler sig nedslidt, da arbejdet ikke længere har mål eller mening.
Det er ikke en løsning at investere yderlige i skattesubsidierede sundhedsforsikringer, der ikke kommer folk på efterløn til gode. Det er nu, vi skal investere i sundhedsreformer og komme smerter i bevæge apparatet, psykiske sygdomme, lungesygdomme, hjertekarsygdomme og kræft til livs.
Danmark bryder ikke sammen, hvis efterlønnen bevares. Antallet af efterlønnere er faldet med 10.000 fra 2009 til 2010. Fra 2004-2008 faldt det med knap 25 % svarende til 47.000 mennesker. ”Problemet” er med andre faldende.
Hvis ordningen fortsætter vil der være ca 60.000 mennesker på efterløn om 20-25 år. Mon ikke vi har råd til det? Fjernelse af efterløn er et alt for stort velfærdsindgreb, der ikke står mål med den økonomiske gevinst. Det passer ikke, at Danmark kan spare 17 mia årligt. Der vil stadig være folk, der skal forlade arbejdsmarkedet på grund af nedslidning og gå på førtidspension. Det koster penge. Vi vil spare noget, men Danmark bliver ikke rigere af det. Velfærds Danmark er skabt af hårdt arbejdende lønmodtagere, det forpligter! Kampen for et værdigt arbejdsliv, ligeløn, og social sikring er omdrejningspunktet for socialdemokraterne. Den kamp skal ikke opgives.