Børn og unge skal røre sig
Op af stolen og i gang!
De nationale anbefalinger er, at børn og unge skal være fysisk aktive mindst 60 minutter dagligt. Og mindst to gange om ugen skal pulsen være i top i mindst 20 minutter.
En times daglig fysisk aktivitet i skoletiden kan opnås med simple midler. Frikvartererne rummer stort potentiale. Der kan f.eks. være regler om, at børnene skal være udendørs, brug af legepatruljer, samt at der er lettilgængeligt lege- og sportsudstyr.
Borgerrepræsentationen kan fastlægge mål og rammer for kommunens folkeskoler, der prioriterer fysisk aktivitet i folkeskolen. Det mener jeg, at den skal gøre! Der er alt for mange tykke børn og unge, der får et dårligt liv, hvis ikke de taber sig.
Ifølge folkeskoleloven kan Borgerrepræsentationen endvidere beslutte, at der skal afholdes et større antal timer i et fag, f.eks. idræt, end hvad der følger af folkeskolelovgivningens regler om undervisningstimetal.
Man dør ikke af ikke at have matematik, men man kan dø af ikke at kunne svømme. Derfor skal børn og unge i gang med mere svømmeundervisning.
Jeg er initiativtager på etablering af vinterbaderfaciliteter i Svanemøllebugten, og de kan bruges til svømmeundervisningen i sommerhalvåret af byens skoler.
Det fremgår også af folkeskoleloven, at en folkeskole har frihed til at samarbejde med f.eks. idrætsforeninger om idrætsundervisningen i folkeskolen.
Der er også mulighed for at tilbyde eleverne undervisning i deres fritid, hvilket f.eks. kan tilbydes i umiddelbar forlængelse af skoledagens afslutning.
Jeg går ind for at styrke samarbejdet mellem private idræts- og svømmeklubber og de københavnske folkeskoler.